Juridisk
Handelsbetingelser
Geoptimizer er en abonnementstjeneste til virksomheder. Her finder du de vilkår, der gælder, når du opretter en konto og tegner et abonnement.
Indhold (10 afsnit)
01
Parterne og aftalen
Geoptimizer.dk ejes og drives af Kirlu, CVR 46499573 (herefter "vi" eller "Geoptimizer"). Tjenesten udbydes udelukkende til erhvervsdrivende. Ved oprettelse indgår din virksomhed (herefter "kunden") aftalen med Kirlu.
Der må oprettes én konto pr. CVR-nummer. Kontoen og abonnementets hjemmesider skal tilhøre kundens egen virksomhed.
02
Ydelsen
Geoptimizer er et analyseværktøj: vi måler din hjemmesides parathed til at blive fundet og citeret af AI-søgetjenester, følger din synlighed i AI-svar og leverer en prioriteret handlingsplan. Tjenesten er udelukkende rapporterende. Vi ændrer ikke i din hjemmeside.
AI-tjenesterne (ChatGPT, Claude, Gemini, Grok og Perplexity) bestemmer selv, hvem de citerer. Vi optimerer dine muligheder på tværs af dem, men kan ikke garantere omtale, citation eller placering i AI-svar, og vi garanterer ingen bestemt effekt på trafik eller omsætning. GEO-scoren er on-site og motoruafhængig. Synlighedstjekket spørger de motorer, vi har live API-adgang til. En motor uden nøgle springes over og vises ikke som et svar.
03
Priser og betaling
Abonnementet dækker det antal hjemmesider, der fremgår af den valgte pakke. Alle priser er i danske kroner og ekskl. moms. Betaling sker forud via betalingskort gennem Stripe, enten månedligt eller årligt efter kundens valg ved oprettelsen.
Prisen er fast i 12 måneder ad gangen. Prisændringer varsles mindst 60 dage før næste fornyelse og får først virkning fra fornyelsen.
04
Tilkøb
Ud over pakken kan kunden købe tre tilkøb i kontoen. Priserne er ekskl. moms: ekstra hjemmeside 149 kr. pr. måned, fem ekstra spørgsmål på én hjemmeside 49 kr. pr. måned, og et ekstra synlighedstjek 50 kr. som engangskøb.
De to første lægges på det kørende abonnement og følger samme betalingsinterval. Køb midt i en periode afregnes prorata for restløbetiden. Et abonnements-tilkøb kan fjernes i kontoen uden at opsige pakken: linjen sænkes eller slettes med det samme, og den ubrugte rest af perioden krediteres. Har kunden flere hjemmesider registreret end den nye pladsgrænse, dækkes de først registrerede. Ved opsigelse af hele abonnementet bortfalder abonnements-tilkøbene. Rækkerne slettes ikke, så en genaktivering inden periodens udløb ikke kræver nyt køb, men adgangen gælder kun mens abonnementet er aktivt.
Engangskøbte synlighedstjek bliver til kreditter knyttet til én hjemmeside og den kalendermåned, de er købt i. Ubrugte kreditter bortfalder ved månedsskiftet og refunderes ikke. Kreditter kan ikke flyttes til en anden hjemmeside, konto eller måned.
05
Løbetid, opsigelse og fortrydelse
Månedsabonnement: ingen binding. Abonnementet kan opsiges når som helst med virkning fra udgangen af den igangværende betalingsperiode.
Årsabonnement: aftalen løber 12 måneder og betales forud. Abonnementet kan opsiges med virkning fra udløbet af den igangværende 12-måneders periode. Allerede betalte perioder refunderes ikke.
Da tjenesten udbydes til erhvervsdrivende, og leveringen påbegyndes straks ved oprettelsen, gælder der ingen fortrydelsesret.
06
Fair use
Analyser er inkluderet uden stykpris inden for fair use: op til 10 analyser pr. hjemmeside pr. dag og op til 25 benchmark-kørsler pr. hjemmeside pr. dag. AI-synlighedstjek følger den valgte pakkes månedlige kvote, og hver hjemmeside kan spore det antal spørgsmål, pakken dækker.
Synligheds-prompts er knyttet til kundens eget brand og domæne, og en hjemmesides domæne kan skiftes højst 1 gang pr. 30 dage. Systematisk omgåelse af disse rammer (fx overvågning af fremmede virksomheder eller videresalg af analyser uden aftale) betragtes som misbrug og kan efter varsel medføre suspension af kontoen.
07
Kundens ansvar
Kunden indestår for at have ret til at få analyseret de hjemmesider, der registreres på kontoen, og for at oplysningerne på kontoen er korrekte. Anbefalingerne i rapporterne gennemføres på kundens eget ansvar.
08
Drift og ansvar
Vi tilstræber høj oppetid, men tjenesten leveres som den er og forefindes, og analyser afhænger af, at kundens hjemmeside og tredjeparters tjenester kan nås. Vores samlede erstatningsansvar er begrænset til det beløb, kunden har betalt for tjenesten i de seneste 12 måneder. Vi hæfter ikke for indirekte tab, herunder driftstab, tabt avance eller tab af data.
09
Persondata
Al hosting sker i EU, og vi behandler så få personoplysninger som muligt. Se privatlivspolitikken for detaljer om behandling, opbevaring og sletning.
10
Ændringer, lovvalg og tvister
Vi kan opdatere disse betingelser med mindst 30 dages varsel pr. e-mail eller i portalen. Væsentlige ændringer giver kunden ret til at opsige abonnementet med virkning fra ændringens ikrafttræden.
Aftalen er underlagt dansk ret. Tvister afgøres ved Kirlus hjemting. Spørgsmål til betingelserne kan sendes til kontakt@geoptimizer.dk.